Glas, polycarbonat eller en kombi?

Når du skal vælge beklædning til dit uderum, er der flere muligheder, som hver især har deres fordele. Hos Hobbydrivhuse kan du vælge mellem hærdet glas, polycarbonat i forskellige tykkelser eller en kombination af begge materialer.
4 mm hærdet glas giver et klart og elegant udtryk
Glas er det klassiske valg, som mange forbinder med orangerier og uderum. Det er helt klart at kigge igennem og giver et smukt og let udtryk både ude og inde. Samtidig har hærdet glas en lang levetid på over 50 år, hvis det holdes rent og fri for alger.
Ulempen er, at glas ikke beskytter mod solens skarpe stråler. I perioder med stærk sol kan planter risikere at få svidne blade, hvis der ikke anvendes gardiner eller anden form for skygge. Glas isolerer heller ikke lige så godt som polycarbonat, hvilket kan give større temperaturudsving.
Polycarbonat giver bedre isolering og solbeskyttelse
Polycarbonat er et plastmateriale, der fås i både 6 mm og 10 mm tykkelse. Det har indbyggede luftkanaler, som både giver en bedre isolerende effekt og dæmper solens skarpe stråler. Dine planter er derfor bedre beskyttet mod at blive svedet af, og du selv bliver heller ikke blændet af lyset.
Til gengæld er polycarbonat ikke gennemsigtigt på samme måde som glas. Over tid vil der typisk dannes alger i bunden af pladerne, som kan give et mindre pænt udseende. Materialet holder som regel 10 til 12 år, hvorefter det anbefales at udskifte pladerne for at bevare både udseende og isoleringsevne.
Kombinationen giver det bedste fra begge verdener
Mange vælger også en kombination, hvor der bruges glas i siderne og polycarbonat i taget. På den måde får man det flotte og klare udtryk i siderne, samtidig med at taget giver bedre isolering og solbeskyttelse der, hvor solen er stærkest.
Hvordan vælger du?
Hvis du drømmer om det klassiske udtryk og prioriterer æstetik og lang levetid, er hærdet glas ofte det rette valg. Ønsker du bedre isolering og mindre risiko for svidne planter, er polycarbonat en god løsning. Kombinationen giver dig et kompromis, hvor du får fordele fra begge materialer.